Klokkens historie - kort fortalt

 

Danmarks ældste klokke fra 1100-tallet hænger i Smollerup kirke ved Viborg

Lige så længe, der har været kirker i Danmark, har der også været kirkeklokker, men på verdensplan var klokken kendt længe før, idet de ældste vidnesbyrd om klokkestøbning går tilbage til Kina omkrig 3000 år f. Kr. Dengang som nu støbes klokkerne af en legering af ca. 80 % kobber og 20 % tin.

Vi regner med, at Ansgar havde klokkestøbere i sit følge, og at klokkestøberkunsten på denne måde har vundet indpas i norden. I hvert fald findes det overleveret, at Ansgar i år 856 ansøgte om tilladelse til at praktisere klokkeringning.

Da det store kirkebyggeri i 1100 og 1200 tallet satte ind, tog kirken klokken til sig, sikkert fordi det var det instrument, der på den tid, kunne frembringe den kraftigste lyd og derfor var velegnet til at holde kontakt med menigheden. Til at begynde med havde kirkerne kun én klokke, men i løbet af 1300-tallet blev det almindeligt med flere klokker. Det er f.eks. kendt at Ødum kirke havde hele 5.

 

Klokkerne blev anvendt såvel i kirkelig som i verdslig sammenhæng, og det er kendt, at der var et helt system af forskellige ringesignaler, der kundgjorde for beboerne, når man skulle samles for at få en vigtig nyhed, eller når der var brand eller ufred. Kendt er det også, at der i høsttiden blev ringet med sankeklokken. Så måtte enhver gå ud på markerne og samle tiloversblevne aks. Klokkerne vigtigste funktion var at ringe til tidebønnerne, hvoraf der oftest var 7. Den første af dem – matutinen - fandt sted tidligt om morgenen og den sidste – completorium – afsluttede dagen sent på aftenen. Ringningerne var tegn til, at man skulle samle sig i bøn. Vi regner almindeligvis med, at vores morgen og aftenringning er en rest af disse tidebønsringninger, og at det kun er i folketroen, at det har noget med solen at gøre. Derudover havde man den særlige sjæleringning, der skulle forkorte afdødes vej gennem skærsilden, sådan som det stadigvæk praktiseres i Sønderjylland.

 

Ikke nok med, at der var klokker i kirketårnet eller klokkestabelen, men man havde også små klokker inde i selve kirken. Det var de såkaldte korklokker, der blev anvendt i den daværende messe, akkurat som katolikkerne i dag bruger, når forvandlingen af brød og vin til Corpus Kristi finder sted. Frem til reformationen var klokkerne forbundet med stor magisk kraft. Ofte var de gennem en hellig handling indviet til Jomfru Maria.  Man ringede med klokkerne for at fordrive tordenvejr, men også hvis en grav skulle åbnes og der skulle sættes en stopper for en genganger. Man skrabede eller filede i klokkerne og blandede metallet i forskellige medikamenter, og det fedt, som klokkens lejer glider i, blev betragtet som et særligt virksomt middel mod sår og rifter, ikke mindst, hvis der blev iblandet urter fra galgebakken.

Førreformatorisk billede, der viser tre præster ved alteret. Præsten til højre har en korklokke i hånden.

At mange kirker især i Nord- og Midtjylland dag kun har én klokke, skyldes en klokkeskat, der blev udskrevet i 1528. Skatten indebar, at kirker, der havde to klokker skulle aflevere den største, og kirker, der havde tre, den største og den mindste. Klokkerne skulle omstøbes til kanoner. Der var nemlig blevet lukket for importen af metal sydfra. I alt blev der beslaglagt 470 tons klokkemalm svarende til 2/3 af landets klokkebestand. Det var i den urolige tid, hvor Chr. II blev afsat og sad fængslet på Sønderbord Slot. I 1601 var det galt igen. Her blev der beslaglagt yderligere 90 t.. I nyere tid beslaglagde tyskerne under 1. verdenskrig et halvt hundrede klokker i Sønderjylland, men det største klokkerov nogensinde fandt sted under 2. verdenskrig, hvor Hitlerstyret stjal tæt på 90.000 klokker i de besatte lande. Dog gik Norge og Danmark fri, men planerne lå klar.

Interiør hos en klokkestøber i 1600-tallet. Som det ses, støbes der på en og samme tid både kanoner og kirkeklokker.

I dag anvendes klokkerne ikke længere i varslingen af hverken ildebrand eller andre katastrofer, men de er alligevel en uundværlig del af vores hverdag. Foruden morgen og aftenringning ringer klokkerne forud for søndagens gudstjenester. At der ringes 3 gange er en praktisk foranstaltning, der går tilbage til en tid, hvor folk hverken havde ure på væggen eller om håndleddet. Har kirken to klokker – en stor og en lille – kan man ligefrem høre, hvor lang tid, der er til gudstjenestens start.  Den første ringning 1 time før gudstjenestens begyndelse kunne ske med den lille klokke. Så vidste bonden, at han skulle gøre sig færdig i mark eller stald. Ved den anden ringning med den store klokke skulle han være klar til at gå hjemme fra. Når begge klokker lød, skulle han være fremme og på plads. Hver af ringningerne afsluttes med 3 X 3 bedeslag. Derudover har klokken en anden vigtig funktion, når der kimes. Kimning defineres som hurtige slag, mens klokken hænger stille. Kimning signalerer glæde, mens langsomme slag – den såkaldte klemtning, der sjældent anvendes – symboliserer sorg.

Klokke på 36 Tons klar til afskibning til Japan. Foto taget hos Koninklijke Eijsbouts, Holland

   

Ifølge Kirkeministeriets ringecirkulære skal der kimes i forbindelse med aftenringningen forud for 1. helligdagene samt mellem ringningerne på 1. helligdagene jul, påske, pinse og Kr. Himmelfart. Derudover kimes der også ofte ved bryllupper.

 

 

I Danmark har vi i dag godt og vel 4000 kirkeklokker foruden omkring 2500 klokker, der lyder i landets 100 klokkespil. Landet rige klokkebestand i middelalderen kan således siges at være genoprettet.

 

 

   

2011 PRM

Retur til start